Igennem det terapeutiske og pædagogiske arbejde på Elmegården er det vigtigt, at vi har en fælles holdning.

Derfor er det vigtigt at medarbejderne kan arbejde tværfagligt bl.a. sammen med vore terapeuter, der primært er ansat til at varetage den individuelle terapi.

 

Når vi modtager en person til behandling, vil der altid være en forsamtale med terapeuterne. Igennem samtalen bliver der vurderet, hvilke terapiform der vil være optimalt for den enkelte.

Vi har gode erfaringer med, at de nye elever, sideløbende med den individuelle trapi, arbejder med kunstterapi. Dette virker ikke så farligt, og kunstterapien har været medvirkende til, at f.eks. de elever der har svært ved at mærke deres følelser, nu har fået en anden indgangsvinkel til at arbejde på et dybere plan, i den individuelle terapi.

Det er også et stort plus, at begge terapeuter er fortrolige med at arbejde med billedterapi.

 

I gruppeterapien involveres alle eleverne, hvilket er medvirkende til, at der opstår en større tryghed ved den enkelte.

 

Vi oplever ofte, at vore elever er meget ”jeg svage”. Det er derfor vigtigt at arbejde med ”jeg støttende” terapi.

Dette indebærer at terapeuterne udviser respekt for den enkelte, bl.a. for hans/hendes unikke erfaringsverden.

Det er vigtigt at gøre alle aspekter af elevernes problemstillinger til genstand for kommunikation.

 

Følgende aspekter er væsentlige for udvikling at en terapeutisk holdning:

 

  1. Bestræbelse på at sætte sig ind i klientens aktuelle oplevelsesverden og konkrete situation.
  2. Bestræbelse på at forstå, hvilken betydning ens egen adfærd (status, terapeutrolle, alder, køn) og de fysiske omgivelser (behandlingsinstitution, privat konsultation, etc.) har for klientens umiddelbare måde at forholde sig på.
  3. En konstant revision af det forhold, der udvikler sig mellem terapeut og klient, for at dette forhold kan være til klientens bedste.

 

 

For at opnå et positivt resultat af terapien er det vigtigt at  terapeuterne udviser følgende træk:

 

  • udviser en varm ikke besiddende holdning, acceptere klienten, som han/hun er.
  • støtter og opmuntrer personen til selvstændighed i takt med hans/hendes formåen.
  • udviser indlevelsesevne (empati). Empati indebærer en klar opfattelse af adskillelsen mellem én selv og den anden. At kunne indleve sig i den andens følelsesmæssige tilstand, uden i særlig grad at blande egne ønsker og behov ind i det. Empati indebærer også, at man kan vise sin forståelse - hvilket ikke nødvendigvis betyder, at man er enig i alt hvad klienten udtrykker.